16-årig dømt for røverier med oversavet jagtgevær i Greve

Skrevet af Ann Katrine Warren

07/12/2012

Mest læste i dag

En 16-årig dreng fra Greve skal tilbringe de næste år på en lukket ungdomsinstitution. Han blev i går idømt tre års ubetinget fængsel for fire voldsomme røverier i foråret, og dommen skal på grund af hans lave alder afsones på en institution. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen var bare 15 år, da han i løbet af få uger begik de fire røverier mod en bank, en restaurant og to dagligvarebutikker. I alle fire tilfælde truede han personalet med et oversavet jagtgevær og fik udleveret et mindre kontantbeløb.

TV-programmet Station 2 Efterlyst viste efter det fjerde røveri overvågningsbilleder af gerningsmanden, og drengen blev anholdt efter tip fra seerne. Han har siddet varetægtsfængslet siden den 24. april.