16-årig dreng anholdt efter røveriforsøg mod taxachauffør

Skrevet af Elo Christoffersen

19/10/2012

Dagens topnyheder

En 16-årig dreng fra Sønderborg blev i nat anholdt efter et røveriforsøg mod en taxachauffør.

Kort før klokken tre stod en taxachauffør og støvsugede hyrevognen hos Q8 på Alsgade i Sønderborg, da den 16-årige dreng pludselig truede chaufføren med en kniv og ville have udleveret kontanter. Chaufføren ville dog ikke udlevere penge og sprang resolut ind i bilen og låste dørene og alarmerede politiet.

Drengen opgav tilsyneladende sit forehavende og stak af fra stedet på en cykel. Politiets indsatsleder spottede den unge røver ved Humlehøjskolen, men det lykkedes drengen at stikke af via et stisystem. Men nord for skolen sluttede flugten, hvor en patrulje fik anholdt den 16-årige dreng.

Han er nu anbragt i arresten og skal i dag afhøres. Det er endnu ikke besluttet om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

De sociale myndigheder og drengens forældre er underrettet om drengens røveriforsøg, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi til dagens.dk.