16-årig elev fra Kolding Musikskole vinder DRs talentkonkurrence

I talentkonkurrencen har ni af landets største klassiske talenter under 20 år kæmpet mod hinanden gennem fire udsendelser på DR K. I finalen kårede musikere fra DR Symfoniorkestret Jonas Egholm som vinder af konkurrencen.

- Jonas er et usædvanligt musikalsk talent. Hans tekniske niveau er sublimt, og han udviser en musikalsk modenhed, som er usædvanlig for alderen. Samtidig er han en utrolig stærk formidler, som altid optræder med stort overskud og et smil. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til Jonas fremover – både nationalt og internationalt, siger en stolt og glad chef af Kolding Musikskole & MGKSyd, Jens Bloch.

Jonas Egholm går på tredje år på Kolding Musikskoles MGK-linje, som er et tilbud til særligt talentfulde unge, der ønsker at fortsætte på konservatorierne eller andre videregående musikuddannelser. Tidligere på året vandt han Syddansk Talentkonkurrence, og det var den sejr, der banede vej for deltagelse i Spil for Livet 2013.

- Jonas' sejr er naturligvis et resultat af hans talent og hans slid for at udvikle det. Men jeg betragter også sejren som et skulderklap til vores talent- og elitearbejde, hvilket naturligvis er vigtig, da vi jo nu er hovedcenter for det regionale MGKSyd, fastslår Jens Bloch.

Musikskolechefen håber også, at Jonas Egholm kan være med til at skærpe interessen for den klassiske musik.

- Jonas kan blive en fantastisk eksponent for den klassiske musik. Han er i stand til at formidle musikglæde og indhold på en måde, som bryder med det lidt støvede og indadvendte image, som klassisk musik nogle gange fejlagtigt bliver sat i bås med, siger Jens Bloch.

Jonas Egholm bor i Børkop og går i 1. G på gymnasiet. Søstrene Rikke og Camilla er også talentfulde klassiske musikere.

Dagens Gossip