16-årig løj om voldtægt: 20-årig bekendt fængslet

Skrevet af Ann Katrine Warren

04/07/2013

Dagens topnyheder

Sagen om voldtægten af en 16-årig pige i Højby i det sydlige Odense har taget en ny drejning. En 20-årig bekendt af pigen er nu fængslet for at have voldtaget hende.

Mandag anmeldte pigen, at hun var blevet voldtaget ved højlys dag i en park ved Brobæklunden i Højby. Politiet efterlyste i den forbindelse den ukendte gerningsmand, som ifølge pigen var forsvundet på knallert.

Onsdag oplyste politiet, at pigen havde løjet om voldtægten i parken. Man ledte derfor ikke længere efter manden på knallert, men efterforskede fortsat sagen.

Politiet var nemlig sikre på, at pigen var blevet voldtaget - bare ikke i parken, som hun havde forklaret.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information.

I dag er en 20-årig mand så blevet fremstillet i grundlovsforhør sigtet for voldtægt af den 16-årige pige i hendes hjem i Højby.

- Pigen havde et sparsomt bekendtskab til ham, og han har været hjemme hos hende. Efter det hændelseforløb vi har fået beskrevet, har vi valgt at sigte han for voldtægt, fortæller Vicepolitiinspektør, Henrik Justesen, til Dagens.dk.

Hvorfor pigen i første omgang fortalte, at hun var blevet voldtaget i parken af en ukendt mand, har vicepolitiinspektøren ingen forklaring på. 

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Den 20-årige mand fra lokalområdet blev fængslet i fire uger. Han valgte at kære fængslingen.