16-årig pige dør af ebola i Sierra Leone

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

En 16-årig pige er død af ebola i Sierra Leone, hvilket er et tilbageslag for den optimisme, som bredte sig i det vestafrikanske land, som endelig havde fået bugt med den ekstremt farlige epidemi.

Teenageren døde søndag i den nordlige by Makeni, oplyser Det Nationale Ebola Krisecenter (Nerc). Det sker to uger efter, at en 67-årig kvinde, der solgte fødevarer, døde af sygdommen i et nabodistrikt.

Nerc udtrykker "skuffelse" over det seneste dødsfald, men understreger, at der er et godt beredskab til at klare situationen. Der er ingen forbindelse mellem de to dødsfald.

Landsbyen i Kambia-distriktet, hvor den 67-årige kvinde døde, er blevet isoleret, efter at yderligere fire personer er blevet diagnosticeret med ebola.

Ellers har der ikke været tegn på sygdommen i provinsen i næsten et halvt år, siger verdenssundhedsorganisationen WHO.

Den afdøde kvinde havde ifølge pårørende ikke været på rejse, hvilket betyder, at hun er blevet smittet i området.

Flere gange i løbet af det seneste halvandet år er ebola blevet nedkæmpet flere steder blot for at dukke op igen senere.

Nabolandet Liberia blev erklæret renset for ebola i maj, men siden er der også dér dukket små klynger op af nye ebolatilfælde.

Ifølge Læger uden Grænser dør op til 90 procent af de smittede under et udbrud.

Meget tyder på, at forskere har taget et vigtigt skridt i bekæmpelsen af den dødelige virussygdom. Det viser resultater fra en videnskabelig undersøgelse i det vestafrikanske land Guinea ifølge WHO.

/ritzau/AFP