16-årig pige får anbringelsesdom for drab på bror

Skrevet af admin

01/08/2016

Dagens topnyheder

En 16-årig pige er mandag blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, efter at hun sidste år stak sin mentalt handicappede storebror ihjel.

En dom til anbringelse indebærer, at den dømte indlægges på en psykiatrisk afdeling og ikke kan udskrives, før retten beslutter det.

Den dømte dræbte sin 20-årige storebror natten til 26. april 2015 ved at stikke ham i halsen med en køkkenkniv.

Kort efter blev hun anholdt og tilstod drabet, som fandt sted på storebrorens værelse, mens søskendeparrets mor sov i rummet ved siden af.

Hendes motiv til drabet var ifølge en optagelse fra alarmcentralen, at hun hadede sin bror, fordi han havde ødelagt hendes liv.

- Jeg har bare altid hadet ham, fordi han har ødelagt mit liv. Hele min barndom har jeg ikke haft lyst til at invitere nogen med hjem, fordi han var der, sagde hun i opkaldet til politiet.

I retsmødet kom det også frem, at pigen havde en ganske udførlig plan for, hvordan drabet skulle begås.

Under en gennemsøgning af hendes værelse fandt politiet et dokument med en plan med 11 punkter, som beskrev, hvordan drabet skulle forløbe.

Nederst på papiret stod der "Done yay", fortalte anklageren i retten.

I perioden op til drabet havde den dengang 15-årige pige også søgt på internettet efter, hvordan man skærer hovedet af et menneske.

Netop det faktum, at drabet var planlagt og blev udført, mens broren sov, vidner om, at den tiltalte havde direkte forsæt, sagde anklageren i sin procedure og argumenterede for en dom til anbringelse på ubestemt tid.

Omvendt mente forsvareren, at hun skulle have en mildere behandlingsdom. Til forskel fra anbringelsesdommen ville det i stedet være en overlæge, der afgør, om en person er rask nok til at blive udskrevet.

- Det handler ikke om, at tiltalte skal straffes. Det handler om, hvad der er relevant, fornuftigt og nødvendigt for at undgå fremtidige lovovertrædelser, sagde han.

Ikke desto mindre valgte retten at følge anklagemyndighedens påstand. Pigen skal derudover betale sagens omkostninger og 75.000 i erstatning til hver af forældrene.

/ritzau/