16-årig pige ville ind på diskotek: Forfalskede sit pas

En 16-årig pige risikerer en sigtelse for dokumentfalsk, efter hun lørdag aften forsøgte at komme ind på diskotek Den Glade Viking i Odense, skriver fyens.dk.

En dørmand fik mistanke til pigen, der scannede sit pas ind på computeren i diskoteket. I passet havde hun ændret hendes fødselsdato og billede, så hun levede op til aldersgrænsen - 18 år.

Dørmanden tilkaldte politiet.

- Det er rigtig skidt, for selv om det ikke virker som noget stort, så risikerer man faktisk en dom for dokumentfalsk, og det betyder jo en anmærkning på straffeattesten, og det er altså ikke særlig smart, fortæller vagthavende hos Fyns Politi, Kenneth Taanquist, til fyens.dk.

Nu skal Anklagemyndigheden vurdere, om der er tale om dokumentfalsk i den konkrete sag. I så fald bliver den unge kvinde sigtet for overtrædelse af straffeloven.

Dagens Gossip