16-årig popkomet løber med to DMA-priser

Skrevet af admin

08/11/2015

Mest læste i dag

Det var en spændt og nervøs Cisilia, der trådte ind på den røde løber ved dette års Danish Music Awards fredag aften.

Men ambitionerne for den unge pige fejler ikke noget - de er lige så høje som den flettede frisure, der lægger 20 centimeter til sangfuglens højde.

Badet i projektørlys åbnede hun selvsikkert showet med sit kæmpehit "Vi to datid nu", men den unge dame havde ikke forudset, at hun skulle stå i rampelyset mere den aften. Det fortæller hun, da Ritzau Fokus taler med hende efter showet.

- Jeg havde slet ikke forventet det, jeg er bare så overvældet og stolt, sagde den 16-årige sangerinde efter showet, da det stod klart, at hun kunne tage både prisen som årets nye danske navn og årets danske hit.

Ved modtagelsen af aftenens første pris måtte den overvældede sangerinde støtte sig til en forskrevet liste over mennesker at takke, men hun havde ikke brug for hjælp til at huske at takke sin mor.

- Tak til hende, der skrev under på, at jeg kunne blive sanger som 15-årig. Tak mamma!, sagde hun fra scenen.

Drømmene vokser videre for Cisilia, der efter showet afslørede, at hun også drømmer om at blive en international sangerinde i fremtiden, og med den fart den unge dame har på, er der ingen tvivl om, at hun er villig til at kæmpe for sagen.

- Sidste år sad jeg på gæstepladserne og mit største ønske var bare at komme op på den DMA-scene og optræde, og nu har jeg opnået det, så jeg drømmer videre og kæmper videre, smiler hun.

/ritzau/FOKUS