16-årig Sydney-pige mistænkt for at sende penge til IS

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

En 16-årig skolepige og en 20-årig mand er tirsdag blevet anholdt i den australske storby Sydney.

De mistænkes begge for at have støttet gruppen Islamisk Stat (IS), der står på adskillige lande og organisationers terrorlister, finansielt, skriver The Sydney Morning Herald.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor store beløb der er tale om.

De to unge mennesker kendte ifølge politiet hinanden. De blev anholdt i Guildford i det vestlige Sydney og vil formentlig blive sigtet for terrorfinansiering senere tirsdag.

- Det er en meget alvorlig sigtelse. Strafferammen er fængsel i op til 25 år, siger Catherine Burn, vicepolitikommissær hos politiet i delstaten New South Wales, ifølge ABC News.

Den 20-årige mand har været i politiets søgelys i "noget tid", mens pigen ikke tidligere er dukket op på myndighedernes radar.

- Vi mener naturligvis, at hendes involvering i en terrorforbrydelse er meget alvorlig, og nu vil det være op til domstolene at beslutte, hvad der skal ske, siger Catherine Burn.

Det er ikke første gang, at politiet i Australien sigter en teenager for at have terrorforbindelser. I december blev fem personer, blandt andet en 15-årig dreng, sigtet for at have planer om at udføre et angreb på en regeringsbygning.

- Det er foruroligende, at vi fortsætter med at se en trend med teenagebørn, der er involveret i aktiviteter, de virkelig ikke burde være involveret i, siger Catherine Burn ifølge The Sydney Morning Herald.

Tirsdagens anholdelser er sket som led i den såkaldte Operation Appleby. Operationen blev kendt i september 2014, hvor 800 politifolk stormede 18 personers hjem i den største anti-terroraktion i Australiens historie.

Dengang blev blot en af mændene anholdt. Siden er 13 andre også blevet anholdt.

/ritzau/