16-årigt supertalent fra Norge skifter til Real Madrid

Skrevet af admin

22/01/2015

Mest læste i dag

Stortalentet i fodbold Martin Ødegaard har sikret sig en kontrakt med Real Madrid.

Det bekræfter både hans norske klub, Strømsgodset, og den spanske storklub på deres hjemmesider kort efter midnat natten til torsdag.

Den blot 16-årige nordmand har dermed som ventet sat sin eftertragtede underskrift på spanske papirer efter flere dages rygter om skiftet.

- Real Madrid og Strømsgodset er blevet enige om en aftale vedrørende et skifte for Martin Ødegaard. I morgen, 22. januar, efter at have gennemført lægetjekket vil spilleren blive præsenteret ved en pressekonference, skriver Real Madrid i en pressemeddelelse.

Klubben kalder samtidig Ødegaard for "et af de største talenter", og Real Madrids træner, Carlo Ancelotti, har allerede set potentialet i "Real Madrids nye perle", skriver klubben.

- Han er en ung spiller, der har en fremtid og en masse kvalitet, siger Ancelotti til Real Madrids hjemmeside.

I norske Strømsgodset, der trænes af danske David Nielsen, har Martin Ødegaard som offensiv midtbanespiller spillet 23 kampe og scoret fem mål for klubben i 2014-sæsonen.

Han er samtidig indehaver af en række rekorder.

Martin Ødegaard debuterede som den yngste spiller i den norske Tippeliga 13. april 2014 i en alder af 15 år og 117 dage.

Han blev desuden den yngste spiller på det norske landshold nogensinde, da han debuterede 27. august 15 år og 253 dage gammel. Han er noteret for tre A-landskampe.

Det 16-årige talent har været på visit i en række europæiske storklubber på det seneste, før valget altså i sidste ende er faldet på Real Madrid.

Ødegaard indlemmes angiveligt i den spanske klubs A-trup med øjeblikkelig virkning, men han skal i første omgang spille for klubbens B-hold.

Der er foreløbig ikke mange detaljer om kontrakten. Blandt andet er det ikke oplyst, hvor lang en kontrakt der er tale om. Dog mener nyhedsbureauet NTB at vide, at den norske teenager får en startløn på 20 millioner kroner.

/ritzau/