16 aktier steg på C20-indekset i oktober

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

Oktober har været en god måned for de danske selskaber på C20-indekset.

16 ud af indeksets 20 aktier, hvor A.P. Møller-Mærsk tegner sig for to af dem, er samlet set steget i løbet af oktober.

Det viser en analyse af handlen med C20-aktierne, som Spar Nord har lavet for Ritzau, fire timer før aktiehandlen slutter på månedens sidste handelsdag.

Dermed har indekset trodset usikkerhederne om den amerikanske økonomi, siger aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen.

- Flere og flere får appetit på aktier, og trods frygt for det modsatte har vi faktisk set aktiemarkedet vise stor modstandskraft over for den usikkerhed, der foldede sig ud i midten af oktober i forbindelse med forhøjelsen af det amerikanske gældsloft, siger han.

Samlet set er C20-indekset steget med 3,1 procent til indeks 583,2.

Der er dog stadig kamp om, hvilket selskab der bliver månedens topscorer.

Torsdag klokken 13.05 var Jyske Bank-aktien således steget med 13,9 procent, mens smykkeproducenten Pandora var steget med 13,8 procent.

- Pandora har i dag opjusteret de finansielle forventninger for 2013, og det bekræfter investorerne i deres tiltro til, at Pandora kan fortsætte med at hente vækst fra nye produkter og nye markeder.

- Modsat er det for Jyskes Banks vedkommende ikke regnskabsmæssige nyheder, der er med til at sende aktien op.

- Her skal stigningen ses i lyset af en stærkt stigende appetit på finansaktier generelt, og så eventuelt en spekulation om at netop Jyske Bank lykkes med at overtage en anden bank til en favorabel pris, siger Mikkel Duus-Hansen.

Han tilføjer, at finansaktierne igennem hele 2013 har lukreret på investorernes forventninger til fortsat faldende nedskrivninger og stigende indtjening i sektoren, og meget tyder på, at den tendens vil fortsætte.

I den gale ende ser cementgiganten FLSmidth ud til for anden måned i træk at være den mest faldende aktie med et foreløbigt fald på 6,9 procent.

/ritzau/