16 dræbt i kampe på universitet i Cairo

Kampene står ifølge nyhedsbureauet Reuters mellem tilhængere af præsident Mohamed Morsi og egyptiske sikkerhedsstyrker, som ifølge øjenvidner har åbnet ild og brugt tåregas. Ambulancer kører i fast pendulfart til og fra universitetet, hvor der er flere små brande. Antallet af dræbte og sårede bliver på statsligt TV bekræftet af Egyptens sundhedsministerium.

Flere tusinde demonstranter samlede sig i løbet af tirsdag aften ved universitetet for at vise sympati med Mohamed Morsi og protestere mod det ultimatum, som militæret mandag stillede til den islamistiske præsident.

Den magtfulde hær har meldt ud, at den vil skride til handling ved at suspendere forfatningen og opløse parlamentet, hvis Mohamed Morsi ikke har fundet en løsning på den politiske krise ved at dele magten med oppositionen senest onsdag.

Det nægter Mohamed Morsi og understreger, at folket har valgt ham, og at det er hans forfatningsmæssige ret at blive siddende på præsidentposten. Tirsdag aften bad Morsi militæret om at trække ultimatummet tilbage med beskeden om, at han ikke vil lade sig diktere hverken af kræfter i eller uden for Egypten.

Den udmelding modtog oppositionspartiet National Salvation Front (NSF) som en optrapning af konflikten.

»Det her er en åben opfordring til borgerkrig,« sagde NSF-talsmand Khaled Dawoud.

Dagens Gossip

Dagens TV