16 kolleger deler kæmpegevinst i lotteri

16 kolleger kan nu alle kalde sig millionærer, efter at de har købt den anden af i alt tre vinderkuponer i det amerikanske lotteri Powerball.

De heldige amerikanere, som til dagligt arbejder i Ocean County i delstaten New Jersey, har fået en check på 86.054.355 dollar, som de kan dele. Beløbet svarer til cirka 483 millioner kroner.

Den samlede jackpot-pulje fra onsdagens Powerball var på 448 millioner dollar - over 2,5 milliarder kroner.

Den første person, der stod frem med sin vinderkupon i sidste uge, var en ingeniør fra Minnesota. Indehaveren af den tredje værdifulde lottoseddel er stadig ukendt.

Flere af de 16 kolleger, der arbejder i Ocean County Vehicle Maintenance Department, blev hårdt ramt af superstormen Sandy, som raserede den amerikanske østkyst sidste år.

- De er en fantastisk gruppe af personer, og mange af dem vil beholde deres job i en længere periode, siger Judith Drucker, talskvinde for lotteriet.

De heldige amerikanere ventede flere dage med at stå frem med vinderkuponen efter onsdagens udtrækning, og de blev ved med at møde op på arbejde, fortæller deres arbejdsgiver Jim Pine.

- De er en meget sammentømret gruppe, siger han.

De 16 millionærer vil tirsdag blive præsenteret på et pressemøde i Toms River, New Jersey, lyder det.

Lottosedler til Powerball bliver solgt i 43 amerikanske delstater. Sandsynligheden for at vinde er én til 175 millioner.

Tidligere på året vandt en ældre kvinde den hidtil største Powerball-gevinst. Hun vandt næsten 3,4 milliarder kroner.

Men der er stadig et stykke vej til den største gevinst, et amerikansk lotteri nogensinde har uddelt. I marts 2012 gav den rigtige talkombination i Mega Millions 656 millioner dollar eller cirka 3,7 milliarder kroner.

Dengang blev milliarderne delt mellem vindere i Maryland, Kansas og Illinois.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV