16 mænd dræbt under tortur i Syrien

Oplysningerne om de dræbte stammer fra menneskerettighedsorganisationen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR).

»Vi har modtaget oplysninger om 16 mænds dødsfald under tortur i hænderne på regimets styrker,« siger organisationens direktør, Rami Abdel Rahman, til AFP.

Titusindvis af syrere vurderes at sidde fængslet i Syrien, og rettighedsgrupper har flere gange fordømt præsident Bashar al-Assads styre for systematisk tortur af de indsatte.

Det er uvist, hvornår de 16 mænd har mistet livet. Alle de dræbte stammer fra byen Harasta nær Damaskus, hvor de syriske oprørere står stærkt, skriver AFP.

Harasta og flere andre af oprørernes højborge i nærheden af Damaskus har været under massivt militærpres fra det syriske regime i de seneste uger.

Tidligt fredag rapporterede Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder også, at mindst fem kvinder har mistet livet, da de blev beskudt af regimets styrker i byen Karak, skriver AFP.

Det anslås, at mere end 100.000 mennesker har mistet livet i den syriske borgerkrig, der nu har varet i 27 måneder.

BNB

Dagens Gossip