1.600 seniorer mødte frem til Seniortræf

Skrevet af Elo Christoffersen

16/05/2013

Dagens topnyheder

Anslået var omkring 1.600 seniorer i dag til Seniorudvalgets og Ældrerådets seniortræf i Arna Syd Vamdrup.

Formand for Seniorudvalget, Søren Rasmussen, fortæller, at de mange nød foredrag og spil, så på udstillere med mange tilbud til ældre, spiste flæskesteg eller forloren hare og blev underholdt af Dario Campeotto, der tydeligvis ikke have glemt de 13 år han havde spillet på Sans Souci.

Søren Rasmussen udtrykker sig særdeles tilfreds med det store fremmøde og den gode stemning:

- Det er helt overvældende med så mange glade ældre, der hygger sig, får nogle gode oplevelser og nyde hinandens selskab. Nu er det jo tredje gang vi afvikler Seniortræf og det ser ud til at seniorerne har ideen til sig, så nu kan vi godt sige, at det bliver en fast tradition, lyder det fra Søren Rasmussen.

Temaet var  ”Fagre ny verden”, hvor der var fokus på moderne hjælpemidler.

Søren Rasmussen mener, arrangementet blandt andet også kan være med til at aflive mange myter og forestillinger om, hvem der kan have glæde af den nye teknologi.