17-årig Brøndby-debutant: Har drømt om det hele livet

Skrevet af admin

26/04/2015

Dagens topnyheder

Det er kun to måneder siden, at han blev 17 år, men søndag fik Nikolai Laursen sin debut i Alka Superligaen. Den unge Brøndby-spiller blev sendt i kamp, da der resterede otte minutter af opgøret mod FC Vestsjælland.

Laursen fik med det samme sat sit aftryk, da han lukkede opgøret med målet til 4-0, et mål der blev sat ind efter blot seks minutter på banen.

- Det var rigtigt dejligt at spille for Brøndby, Danmarks største klub. Det her slog alt, og jeg har drømt om det hele livet. Jeg føler mig rigtig privilegeret, og det her var klart det største, jeg har oplevet i min karriere, siger Laursen.

- Jeg har været i klubben siden jeg var fem år, og der findes ingen andre steder som Brøndby. Det har været en fantastisk rejse, som jeg bare håber på, kommer til at fortsætte.

Laursen har flere gange været med på bænken, men debuten har ladet vente på sig for den unge offensivspiller.

- Jeg er tålmodig. Jeg vil selvfølgelig gerne have mere, men jeg tager et skridt ad gangen. Jeg fokuserer på at træne godt og så på at spille godt for de hold, jeg spiller for, siger Laursen.

Træner Thomas Frank er meget imponeret over sin unge debutant.

- Nikolai er en rigtig dygtig spiller, som har arbejdet hårdt for at få muligheden. Jeg har haft ham på bænken nogle gange, og det har ikke kun været på grund af skader, men fordi jeg faktisk mener, at han har været stærkest til træning, siger træneren.

- Jeg havde håbet, at jeg kunne bringe Nikolai i spil tidligere, men nu fik han en drømmedebut, hvor han ikke satte en fod forkert, og han scorede en flot kasse. Men nu skal han tilbage på træningsbanen og være ydmyg og arbejde hårdt allerede i morgen.

Laursen var langt fra den eneste Brøndby-udviklede spiller på banen mod FC Vestsjælland, hvilket glæder Frank.

- Vi sluttede med syv Brøndby-udviklede spillere på banen. Det er vi rigtig tilfredse med, for det er en del af det, vi gerne vil, og det er det, vi tror på, holder på den lange bane, siger Frank.

/ritzau/