17-årig dansk pige dyrkede sex med sin kæreste i USA og blev sendt hjem

17-årige Clara Dyrehauge fra Odense fik sit studieophold på high school i staten Wisconsin i USA afkortet med et halvt år.

Årsagen var, at hun havde sex med sin jævnaldrende kæreste. Og det er forbudt for unge under 18 år at dyrke sex i denne stat.

Uden varsel blev hun af sin værtsfamilie sendt hjem til Danmark – og hun fik 13 timer til at forlade USA, skriver fyens.dk.

Clara Dyrehauge er fortørnet over den behandling hun har fået:

- De har behandlet mig som en kriminel. Jeg kunne have forstået, hvis de havde givet mig en skriftlig advarsel eller indkaldt mig til et møde om sagen, siger Clara Dyrehauge til fyens.dk.

Hendes forældre, Katrine og Leif Roos, fortæller til avisen, at de er oprørte over den behandling, deres datter har fået.

Også selv om familien flere gange er blevet gjort opmærksom på betingelserne og har skrevet under på, at de var indforstået med dem.

- Der står, at man kan blive sendt hjem. Nogle udvekslingsorganisationer har en procedure med, at de giver eleven en advarsel, og det vælger man ikke at gøre her. Man vælger i stedet at sende hende direkte hjem. Det, synes vi som forældre, er urimeligt, siger Leif Roos.

Opholdet var formidlet af det danske firma Explorius. Her siger Jacob Hansen, at han ikke vil diskutere sagen i pressen.

Dagens Gossip