17-årig dreng fængslet for vold mod gravid eks-kæreste

Under dagens grundlovsforhør ved retten i Svendborg kom det frem, at den 17-årige dreng i følge politiet både havde slået og truet den gravide eks-kæreste,

Truslerne var fremsat via SMS i starten af april måned og var blandt andet rettet mod hende og hendes ufødte barn, mens volden (i form af lussinger, knytnæveslag, et kortvarigt kvælertag og et vred på den ene arm) var udøvet mod hende på en adresse i Svendborg i slutningen af marts måned.

Den 17-årige dreng blev desuden fængslet for at have fremsat telefoniske trusler mod ekskærestens far, oplyser Fyns Politi.

Den sigtede erkendte i grundlovsforhøret at have afsendt SMS-beskederne til ekskæresten, hvorimod han nægtede de telefoniske trusler til ekskærestens far.

Drengen erkendte desuden at have tildelt ekskæresten fem lussinger og at have vredet den ene arm om på hendes ryg, men han nægtede at have tildelt hende knytnæveslag eller taget kvælertag på hende.

Retten valgte at fængsle pågældende på grund af fare for påvirkning af ekskæresten, og han blev desuden fængslet på grund af fare for ny kriminalitet, fordi han i januar i år var blevet idømt en betinget dom for blandt andet netop vold mod samme ekskæreste.

Den 17-årige dreng valgte at kære fængslingen til landsretten.

Retten fængslede manden frem til den 2. maj, og han blev anbragt i en døgninstitution på grund af hans alder.

Dagens Gossip