17-årig dreng havde narkogæld og røvede Brugsen i Vissenbjerg

En 17-årig dreng blev i dag varetægtsfængslet ved Retten i Odense for røveri begået den 1. december i Brugsen i Vissenbjerg, hvor han med en softgun truede sig til et udbytte på omkring 8000 kroner. Han erkendte sig skyldig i retten.

Han var ked af det og forklarede i retten, at han havde en narkogæld og var blevet presset til at finde en løsning. Han var blevet truet med, at der ville komme nogen efter ham, der ikke ville være så flinke. Dommeren anbragte ham på den lukkede institution Egely under varetægtsfængslingen frem til den 21. december.

- Det er en ulykkelig sag for alle parter, sigtede selv, hans familie og ikke mindst den pige ved kassen, der fik stukket en pistol op i ansigtet. Hun kunne jo ikke vurdere, om pistolen var farlig, siger senioranklager, Henning Christiansen.

Foto: Google Streetview.

Dagens Gossip