17-årig pige dør efter skoleskyderi i Colorado

Skrevet af admin

22/12/2013

Mest læste i dag

Den 17-årige pige, som i midten af december blev livsfarligt kvæstet under et skoleskyderi i den amerikanske delstat Colorado, er død. Det skriver CNN.

Skoleskyderiet fandt sted fredag den 13. december på Arapahoe High School i byen Centennial, og teenageren har været indlagt på hospitalet lige siden.

Hun blev skudt i hovedet, da en 18-årig high school-elev bevæbnet med et gevær, masser af ammunition, en machete og tre molotovcocktails gik ind på skolen.

Ifølge politiet havde gerningsmanden planer om at slå til mod fem forskellige klasselokaler, men så langt nåede han ikke.

Den 18-årige brugte en af sine medbragte brandbomber på skolens bibliotek. Kort efter skød han sig selv med sit gevær, da en betjent mødte op i lokalet.

Skolen har over 2200 elever og 70 klasseværelser. De mange elever søgte i sikkerhed fra skyderiet ved at låse sig inde i klasseværelserne, mens en kæmpe politiaktion blev sat i værk.

Skoleskyderiet skete dagen før årsdagen for skolemassakren i Newtown i staten Connecticut, hvor 20 børn og seks voksne blev dræbt.

Det satte igen gang i debatten om den amerikanske våbenlov, men præsident Barack Obamas forslag om en stramning af våbenloven blev dog forpurret af Senatet i Washington i april.

Arapahoe High School ligger i nærheden af Columbine High School, hvor et af de dødeligste skoleskyderier i USA fandt sted i 1999. 12 elever og en lærer blev dræbt.

/ritzau/