17-årig skoleelev planlagde Columbine-lignende massakre

Grant Acord blev anholdt i sin mors hjem i torsdags, efter politiet fik et tip om, at han havde lavet en bombe, som han havde tænkt sig at detonere på sin skole, West Albany High School, omkring 100 kilometer sydvest for Portland.

Under en ransagning af hjemmet fandt politiet seks hjemmelavede, eksplosive anordninger, herunder rørbomber, molotovcocktails og napalmbomber, under gulvbrædderne i den 17-åriges værelse, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

I notesbøger og dagbøger fundet i hjemmet sammenligner den 17-årige sig selv med de to skoleelever Eric Harris og Dylan Klebold, der dræbte 12 medstuderende og en lærer i skolemassakren på Comlumbine i 1999, hvorefter de skød sig selv.

Der blev også fundet en detaljeret plan over, hvordan han havde tænkt sig at udføre et »massemord på West Albany High School«.

»Få al udstyret ud af bagagerummet. Tasken i den ene hånd, napalmbomben i den anden, gå mod skolen. Drop tasken. Tænd og kast napalmbomben, lyn tasken op og begynd at skyd. Sig i cool tilstand: The Russian grim reaper is here (sætning fra filmen Bad Boys 2, red.),« står der blandt andet i planen.

»Hvis den tredje udgang er blokeret af napalm-brand, eller hvis den er låst, løb til den første indgang. Kast en røgbombe, før du går ind. Fortsæt ind på skolen og begynd at skyd og kaste bomber over det hele. Skyd mig selv, før S.W.A.T. får fat på mig,« står der videre.

Inden retsmødet tirsdag udtalte Grant Acords mor, Marianne Fox, i en erklæring gennem hendes advokat, at hendes søn lider af en sjælden form for psykiatrisk lidelse.

»Mit hjerte går ud til alle, der er blevet påvirket af Grants kamp med PANDAS, en sjælden form for OCD,« sagde hun.

»Jeg sørger over min søn, men har forståelse for den retshåndhævelse, som er med til at gøre vores samfund sikkert,« lød det videre.

Grant Acord skal fremstilles igen 4. juni. Ifølge loven i Oregon vil han blive retsforfulgt som en voksen.

BNB/Reuters

Dagens Gossip