17-årig svensker tværer danske Frederik Løchte i tre sæt

Skrevet af admin

31/10/2015

Mest læste i dag

Den danske tennisspiller Frederik Løchte Nielsen har i tre sæt tabt til Sveriges kun 17-årige Mikael Ymer ved Davis Cup.

Kampen, der blev spillet fredag aften i Slagelse, endte 5-7, 3-6, 4-6.

Den unge svensker rangerer som blot nummer 620 i verden, mens Frederik Løchte har en placering som nummer 290.

Mikael Ymer var samtidig debutant i Davis Cup, da han fredag aften stillede sig på den anden side af nettet over for Frederik Løchte i herresinglekampen.

I første sæt kæmpede de begge en brav kamp for at få sejren i hus, mens andet sæt klart stod i svenskerens favør. Mikael Ymer tog således sættet overbevisende hjem 6-3. Det blev fulgt op af endnu mere sikkert spil i tredje sæt.

Med den svenske sejr fører Sverige 2-0 i kampen, der spilles som bedst af fem kampe.

Kampen mod Sverige gælder overlevelse i den næstbedste division, Europa/Afrika gruppe 1. Med Løchtes nederlag er Danmark dermed tæt på at rykke en række ned i Davis Cup.

Tidligere fredag vandt Markus Eriksson i en maratonkamp over Andreas Bjerrehus med 6-7, 6-7, 7-6, 7-6, 9-7.

I denne kamp lignede det dansk sejr i et stykke tid. Men til sidst endte det med et ærgerligt nederlag for debutanten Andreas Bjerrehus, der endda havde en matchbold i kampens femte sæt.

Skal Danmark undgå nedrykning, skal både lørdagens double og begge søndagens singlekampe vindes.

I doublen skal den 32-årige Frederik Løchte igen på banen. Ved hans side vil Thomas Kromann stå. De skal forsøge at besejre den svenske duo bestående af Johan Brunström og Fred Simonsson.

/ritzau/