17 anholdt for skyderi og knivstik

17 unge mænd er til afhøring hos politiet, der undersøger et farligt skyderi Hvidovre søndag aften.

De mange unge troppede op i området ved Bispebjerg Hospital, hvor en kammerat blev behandlet for et knivstikkeri, som måske hænger sammen med den senere skudepisode.

De 17 tilhører bandegrupperingen Brothas, oplyser Københavns Politi.

Ved skyderiet blev der affyret mellem 10 og 15 skud mod en bil med to unge mænd.

Den ene, den 26-årige passager, blev ramt i siden, men er uden for livsfare.

Han og chaufføren har fortalt politiet, at de havde været inde i København for at spise og var på vej hjem, da der fra en anden bil på Gammel Køge Landevej og Stamholmen i Hvidovre blev affyret de mange skud.

Adressen tvivler politiet dog på. En gennemsøgning af stedet har nemlig ikke afsløret patronhylstre.

Bilen, hvorfra der blev affyret de mange skud, beskrives som en mørk Audi. Og netop en mørk Audi var ifølge Carsten Jansson også inde i billedet i forbindelse med et andet opgør sent søndag eftermiddag på en Shell-benzinstation på Frederiksborgvej i København.

- Måske er der en forbindelse mellem de to sager - det er noget, vi forsøger at undersøge, siger Carsten Jansson.

Skuddene kan være hævn for volden på benzinstationen. Her var mellem 10 og 15 involveret. En cirka 25-årig mand blev både slået og ramt af knivstik i den ene arm.

Det var netop en mørk Audi, som blev brugt til at køre den sårede til behandling på skadestuen på Bispebjerg Hospital.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV