17 danskere savnes fortsat i Filippinerne

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

De danske myndigheder arbejder på højtryk for at få lokaliseret de sidste danskere, der stadig savnes, efter at den voldsomme supertyfon Haiyan hærgede Filippinerne i weekenden.

Det oplyser kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice Søren Vøhtz.

- Vi mangler i øjeblikket at få kontakt til 17 personer, siger han til Ritzau.

Ødelæggelserne i Filippinerne er store og omfattende, og det skaber udfordringer for de danske myndigheder, mens de forsøger at få kontakt med de savnede danskere.

- Infrastrukturen er meget hårdt ramt. Det vil sige, at det er meget svært at kommunikere, det er svært at komme på internettet, det er svært at telefonere.

- Det gør det svært at skabe kontakt, og det er også svært for de savnede danskere at ringe hjem, siger Søren Vøhtz.

Samtidig forsøger myndighederne at finde ud af, om hvor mange af de savnede danskere, der vitterligt befinder sig i de berørte områder. Det er nemlig usikkert, om alle de savnede opholder sig i Filippinerne.

Én af de savnede er fra den såkaldte danskerliste, som rejsende kan tilmelde sig, når de rejser et sted hen. De øvrige er efterlyst af pårørende, som har henvendt sig til Udenrigsministeriets Borgerservice med en formodning om, at de opholder sig i østaten.

Til at begynde med var der 112 danskere på den såkaldte danskerliste, mens pårørende havde efterlyst yderligere 137 personer.

Søren Vøhtz understreger, at der fortsat ikke tyder på, at der skulle være danske tilskadekomne under naturkatastrofen.

Filippinernes præsident, Benigno Aquino, siger onsdag aften dansk tid til tv-stationen CNN, at dødstallet efter ødelæggelserne er på mellem 2000 og 2500.

Supertyfon Haiyan betegnes som den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie.

/ritzau/