18-årig erkender bombetrussel mod gymnasium

Skrevet af admin

18/12/2013

Mest læste i dag

Politiet anholdt tirsdag eftermiddag en 18-årig mand, som erkendte at stå bag en bombetrussel mod Slagelse Gymnasium tidligere på dagen.

Den unge mand, der selv er elev på skolen, ringede kort før klokken 11 til gymnasiet og hævdede, at en bombe ville eksplodere ved middagstid.

- Det var en kombination af tekniske beviser og et godt samarbejde med gymnasiet, der gjorde, at mistanken rettede sig mod ham, siger vicepolitiinspektør Kurt G. Jensen fra lokalpolitiet i Slagelse til Ritzau.

- Så vi kørte ud til hans bopæl og anholdt ham. Og ved en sen afhøring erkendte han så at stå bag bombetruslen, tilføjer han.

Den 18-åriges motiv til at indtelefonere bombetruslen var angiveligt personlige og uddannelsesmæssige problemer.

Politiet måtte evakuere gymnasiet, der ligger på Willemoesvej i Slagelse, og afspærre området omkring.

Der blev tilkaldt sprængstofhunde, som snusede gymnasiets lokaler igennem. Først flere timer efter blev bombealarmen afblæst.

Sagen betragtes nu som opklaret, oplyser Kurt G. Jensen:

- Så nu sender vi sagen videre til anklagemyndigheden, og så afventer vi en retlig afgørelse.

/ritzau/