18-årig får dom for trusler efter fynsk skadestueuro

Urolighederne i Vollsmose i forbindelse med den muslimske Eid-fest og på skadestuen ved Odense Universitetshospital 20. august sidste år har nu fået endnu et kapitel.

En 18-årig mand fra Vollsmose er fredag ved Retten i Odense dømt for at fremsætte trusler i et forsøg på at få politiet til at løslade en gruppe anholdte.

Teenageren er idømt 30 dages betinget fængsel, men han skal bag tremmer, hvis Kriminalforsorgen opdager, at han laver ny kriminalitet i løbet af det næste år.

Ved urolighederne i Vollsmose blev en person såret af et skud og bragt til skadestuen på Odense Universitetshospital, som efterfølgende blev stormet af 60-70 personer.

I et interview i TV2 Nyhederne dagen efter krævede den unge, der kun var 17 år på tidspunktet, at politiet løslod de anholdte efter urolighederne. I modsat fald ville hele Vollsmose blive brændt ned, og der ville blive smadret politibiler, sagde han ifølge politiet.

Den 18-årige blev ikke meldt til politiet af borgere, men alligevel besluttede anklagemyndigheden at sigte ham, og sagen har efterfølgende været behandlet af Statsadvokaten i Viborg, der valgte at rejse tiltale mod teenageren.

- Statsadvokatens beslutning om at få sagen prøvet i retten understreger, at man ikke skal forvente at kunne sige hvad som helst, bare fordi man er optændt af en anspændt situation, sagde advokaturchef Lars Ole Pedersen, Fyns Politi, efter tiltalen var rejst.

- Hvis den unge mand bliver dømt, så vil det efter min mening sende et signal om, at det faktisk har konsekvenser at stå frem på tv og sende trusler ud i æteren, lød det.

I januar i år blev tre personer dømt for deres andel i urolighederne i Vollsmose og på skadestuen. En 27-årig mand fik 17 måneders fængsel, mens to 20-årige mænd blev idømt hver 10 måneders fængsel.

Den 18-årige mand har gennem sin advokat udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV