18-årig fængslet for drab på forbrændt mand

Skrevet af admin

09/12/2015

Mest læste i dag

En 18-årig mand er onsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabet på en 51-årig mand.

Det oplyser anklagemyndigheden på Twitter.

Offeret blev tidligt onsdag morgen fundet liggende på en græsplæne ved bebyggelsen Arkildsdal 1 i Nørresundby. Manden var forbrændt og død.

- Den 18-årige er anholdt på baggrund af, at vi har fundet en lejlighed, hvor der er spor efter vold, sagde Henrik Staal, efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi, tidligere onsdag til Ritzau.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at den unge mand sigtes for at have dræbt den 51-årige ved at slå ham flere gange i hovedet i en lejlighed, skriver nordjyske.dk, der var til stede ved grundlovsforhøret.

Derefter skulle den unge mand ifølge sigtelsen have slæbt liget ud på en græsplæne nær lejligheden og have sat ild til liget, hedder det videre på nordjyske.dk.

Onsdag eftermiddag oplyste politiet i en pressemeddelelse, at offeret var en 51-årig mand, som boede i Aalborg.

- Nordjyllands Politi konkluderer på baggrund af efterforskningen, der er pågået i dag, at der er tale om en tragisk familiehændelse, udtaler vicepolitiinspektør Frank Olsen i pressemeddelelsen.

I grundlovsforhøret besluttede dommeren, at den 18-årige ikke skal sidde varetægtsfængslet i en almindelig arrest. I stedet skal han tilbringe tiden på et psykiatrisk hospital.

Den 18-årige nægter sig skyldig og kærede fængslingskendelsen til Vestre Landsret.

/ritzau/