18-årig mand dræbt i trafikulykke

Det var en bare 18-årig ung mand, der søndag aften mistede livet i en trafikulykke ved Brædstrup mellem Silkeborg og Horsens. Politiet formoder, at der er tale om en soloulykke.

Ulykken skete omkring klokken 21 på Slagballevej.

- Vi blev kaldt ud til en personbil, der lå på marken. Og der har vi i hvert fald lokaliseret én person - en yngre mand, der er erklæret død, fortæller fortæller Martin Frank Rasmussen, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Politiet formoder, at der er tale om en soloulykke, men det vides endnu ikke, hvad årsagen til ulykken er. Politiet kan endnu ikke oplyse, om den unge mand blev slynget ud af bilen ved ulykken - eller om der har været andre passagerer i bilen.

- Vi har en hundepatrulje med derude for at undersøge, om der skulle være andre personer, der er kommet til skade, oplyser vagtchefen.

Umiddelbart har ingen vidner overværet ulykken.

Den dræbte er en 18-årig mand fra lokalområdet.

De pårørende er blevet underrettede, men politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om den afdødes identitet.

Dagens Gossip

Dagens TV