18-årig mand får to års fængsel for grov voldtægt på Amager

Skrevet af admin

26/03/2015

Mest læste i dag

En tur i byen endte 13. september sidste år i et mareridt for en 20-årig kvinde, der blev overfaldet og slæbt ind i en baggård på Amager, hvor hun blev voldtaget.

Det har torsdag resulteret i en dom på to års ubetinget fængsel til den 18-årige gerningsmand ved Københavns Byret.

- Det var det størrelsesniveau, jeg gik efter, så det er tilfredsstillende, siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen til Ritzau.

Det var tidligt om morgenen omkring klokken 05.30, at kvinden stod af bus 5A ved Amagerbrogade. Her blev hun antastet af den 18-årige mand.

- Han spørger hende, om hun har en cigaret. Det får han, og de taler lidt sammen.

- Han spørger flere gange kvinden, om han må komme med op, og da hun gentagene gange afviser ham, bliver han voldsom og tager fat i hende, sagde Jens Møller, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, dengang til Ritzau.

Manden greb fat i hende og trak hende ind i baggården, hvor han voldtog hende. Efter voldtægten stak han af ad Store Krog i retning væk fra Amagerbrogade.

Den 18-årige vil nu bruge 14 dage på at overveje, om han vil anke dommen.

/ritzau/