18-årig sigtet for skunk og strøm ved Esbjerg

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

En cirka 18-årig vietnamesisk mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger for skunk-produktion og for ulovligt at have tappet betragtelige mængder strøm.

Manden blev anholdt, da betjente efter et tip fra en borger ryddede et skunk-laboratorium på en landejendom på Nørremarksvej i Tjæreborg.

Ved aktionen sent mandag fandt politiet over 700 skunkplanter, hvoraf omkring halvdelen var ved at være modne til høst. Skunken ville på gadeplan have indbragt omkring fem millioner kroner.

Den ulovlige strøm blev brugt til opvarmning og ventilation af huset, der var indrettet til drivhus for planterne. Skunkplanter, der dyrkes indendørs under vækstlamper, er en forædlet og meget stærk udgave af den almindelige hampplante.

Ved dyrkning af skunk gives planterne særlig gode vækstbetingelser, så koncentrationen af det euforiserende stof tetrahydrocannabinol forøges markant. Stoffet er ofte dobbelt eller flere gange så stærkt som almindelig hash.

Det er høstsæson for hamp netop nu og de næste tre-fire uger frem, og politiet beder borgerne om hjælp.

- Så hvis folk er opmærksomme på væksthuse med hamp, så vil vi meget gerne vide om det. Så vil vi gerne hjælpe til med at høste, sagde vagtchef Erik Lindholdt efter aktionen.

Politiet vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret. Derfor er der i øjeblikket ikke yderligere oplysninger i sagen.

/ritzau/