18-årig skal blive i fængsel for hjælp til El-Hussein

En 18-årig mand fik intet ud af at gå til Østre Landsret i sagen, hvor han sammen med fire andre er sigtet for at bistå Omar El-Hussein, som i februar skød og dræbte to mænd og sårede en række politifolk i København.

Østre Landsret har mandag afvist at løslade manden, og stadfæster dermed en afgørelse fra Københavns Byret om, at manden skal forblive bag tremmer.

Mandagens retsmøde blev afholdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning.

Blandt andet ønsker anklagemyndigheden at hemmeligholde detaljerne i sagen, fordi man mangler at identificere en række vidner.

Siden februar har hundredvis af politifolk været beskæftiget med sagen.

Efter angrebene i februar, som endte med, at Omar el-Hussein blev skudt og dræbt af politiet, er fem personer blevet anholdt.

De er sigtet for at have bistået Omar El-Hussein, blandt andet ved at skaffe våben og tøj af vejen og at fremskaffe andre våben og forskellige effekter.

Den 18-årige er sigtet for at have tilvejebragt en kniv og en skudsikker vest, og sigtelserne mod ham er på den måde de mindst alvorlige blandt de fem, da de fire andre er sigtet for at have håndteret skydevåben.

Sigtelserne er rejst efter straffelovens bestemmelser om medvirken til drab og drabsforsøg.

Selv om Omar El-Husseins handlinger af myndighederne er udråbt som terror, så er straffelovens terrorbestemmelse ikke taget i anvendelse mod nogen af de fem sigtede.

/ritzau/

Dagens Gossip