18-årig slået ned for studenterhue

En flok nyudklækkede studenter ville fejre deres afsluttede studie med en bytur i København. Men festen nåede ikke engang at begynde. På Nørreport Station mødte de fire mænd, der slog studenterhuen af den 18-årige, der netop er blevet student fra den internationale linje på Birkerød Gymnasium.

Situationen udviklede sig, og den 18-årige blev slået og formentlig også sparket gentagne gange i hovedet, mens hans studenterkammerater blev holdt væk af de andre gerningsmænd. Ifølge bt.dks oplysninger var der adskillige vidner til overfaldet på stationen, men ingen greb ind.

Efter overfaldet tog den unge mand hjem til Fredensborg, og først senere begyndte han for alvor at få det dårligt. Natten til lørdag blev han bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor det viste sig, at han havde en blødning i hjernen. Han blev opereret i al hast og ligger nu på intensiv-afdeling.

»Det er rigtig alvorligt. Han er uden for livsfare, men man kan ikke sige noget om, hvor slemt det står til endnu. Så vi ser på det som en meget alvorlig sag, og vi vil rigtig gerne have fat på vidner, der så det,« siger central efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi og kommer med en opfordring til gerningsmændene:

»De fire gerningsmænd ved ikke, hvad de er årsag til. Så hvis de hører om det her i pressen, så kunne det være en rigtig god idé, hvis de henvender sig til politiet og fortæller deres side af sagen«.

Politiet håber, at overvågningsvideoerne fra Nørreport vil bringe dem videre i sagen. Men hvis det ikke er tilfældet, og gerningsmændene ikke selv henvender sig, så vil næste skridt være, at efterlyse dem med billeder i pressen.

Indtil videre er der kun et sparsomt signalement af gerningsmændene. De beskrives som fire unge danske mænd i alderen 18 til 20 år. De skal være cirka 180 centimeter høje og være enten skaldede eller have meget kort lyst hår.

Ifølge et vidne var to af dem iført hvid t-shirt eller sweather og bar jeans. Den tredje bar en sort jakke, måske med noget blåt på skulderen. Der er endnu ingen oplysninger om den fjerde gerningsmands påklædning.

Københavns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip

Dagens TV