18-årig steg af norsk dødsbus: Jeg er utroligt heldig

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

En 18-årig mand stod af bussen Valdresekspressen umiddelbart før, at den blev kapret i Norge, og alle om bord blev dræbt.

- Jeg har været utroligt heldig, siger manden til Bergensavisen.

Bussen kørte mellem Årdal og Tyin ved Filefjell, da kapringen skete omkring klokken 17.30.

Buschaufføren og de to passagerer om bord blev dræbt, formentlig af den mistænkte, som straks blev kørt på sygehuset med stiksår, som han angiveligt påførte sig selv.

Keilon Stenfeldt Nilsen stod af bussen i Årdal, lige før den blev kapret.

Teenageren så intet mistænkeligt, da han var inde i bussen, men han fik mange opkald fra familiemedlemmer, da sagen kom frem i medierne.

- Man tænker ikke over, at sådan noget kan ske. Det er jo forfærdeligt. Jeg tænker bare, at jeg var så utroligt heldig, siger Keilon Stenfeldt Nilsen.

Den unge mand kører med bussen en gang om ugen.

Valdresekspressen har tidligere været udsat for en kapring.

Det skete i 2003 i Fagernes, da chaufføren Audun Båland blev stukket ned og dræbt af en asylansøger, som forinden havde dræbt en anden person på et asylcenter.

Ved episoden for 10 år siden kom bussen også fra Årdal.

/ritzau/NTB