18 anholdt for menneskesmugling

Aktionen var rettet mod et ulovligt netværk, som organiseret transporterede sydasiatiske indvandrere ind i Storbritannien, og operationen blev udført af et samarbejde mellem ordensmagterne i flere lande. Således indgik Europol, Eurojust, det britiske indenrigsministeriums immigrationsmyndigheder, politiet i Kent, Afdelingen for alvorligt organiseret kriminalitet (SOCA) i Storbritannien, politiet i Paris og Tysklands forbundspoliti i aktionen.

Det kriminelle netværk arbejdede primært med at smugle srilankanske immigranter til Storbritannien i køretøjer gennem Tyskland og havne ved den franske kyst ud mod Den Engelske Kanal. Nogle af de ulovlige immigranter rejste videre fra Storbritannien til USA på falske pas. Det menes have kostet de ulovlige immigranter 5.000 euro svarende til over 32.000 kroner at nå frem til Storbritannien.

Cirka klokken fem om morgenen onsdag blev der på samme tid på flere adresser udført ransagninger, som involverede 120 betjente alene i Storbritannien.

Under aktionen blev 11 mistænkte anholdt i Storbritannien, og syv blev anholdt i Frankrig. Alle de anholdte, bortset fra en enkelt hollandsk statsborger, havde srilankansk oprindelse. Sammen med de anholdte fik myndighederne beslaglagt computere, dokumenter, en »betydelig mængde kontanter« og mobiltelefoner fra de ransagede adresser.

Dagens Gossip