18 dræbt i bombeangreb på irakiske kaffebarer

I det nordlige og sydlige Bagdad mistede otte mænd livet under eksplosioner på to caféer, hvor mændene var samlet for at se en fodboldkamp mellem Real Madrid og Barcelona, skriver Reuters.

Yderligere seks personer mistede livet under to andre eksplosioner på kaffebarer i byen Baquba, der ligger omtrent 50 kilometer nordøst for Bagdad.

En bombe eksploderede desuden nær en kaffebar i byen Jbela, der ligger 65 kilometer syd for Bagdad, hvor tre personer mistede livet, mens en bilbombe dræbte én person i Iskandariya, 40 kilometer syd for Bagdad, oplyser politiet ifølge Reuters.

De ulmende sekteriske spændinger i Irak er blusset op som følge af konflikten i nabolandet Syrien, hvor hovedsageligt sunnimuslimske oprørere kæmper for at styrte præsident Bashar al-Assad.

Volden i Irak er eskaleret gennem de seneste måneder. Alene i maj måned blev mere end 1.000 mennesker dræbt i landet, hvilket gør maj til den blodigste måned siden de sekteriske blodsudgydelser i 2006 og 2007.

De seneste bombeangreb falder sammen med, at Irak fejrer tiltag fra FNs Sikkerhedsråd, der skal ende sanktioner mod landet, der har været i kraft i mere end to årtier.

BNB

Dagens Gossip