18 mister livet i en brand i flygtningelejr i Algeriet

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

Mindst 18 mennesker har tirsdag mistet livet i en brand i en afrikansk flygtningelejr i det sydlige Algeriet.

Det rapporterer officielle medier i Algeriet ifølge nyhedsbureauet Reuters. De algeriske medier citerer civile myndigheder.

Ud over de 18 personer, der har mistet livet, er der forskellige meldinger om, hvor mange personer der er blevet såret. Ifølge Reuters er 37 blevet såret i branden, mens det ifølge AFP er 43.

Ofrene for branden var ifølge statsradioen blandt de omkring 650 afrikanere, der bor i lejren. Lejren ligger i provinsen Ouargla, der ligger omkring 500 kilometer fra hovedstaden, Algier.

Der er i øjeblikket ikke nogen detaljer om ofrenes nationalitet.

Det var ifølge AFP en elektrisk kortslutning, der var årsag til branden. Myndighederne har nu igangsat en undersøgelse af hændelsen.

Det sydlige Algeriet er blevet en traditionel rute for afrikanske flygtninge og migranter, der flygter fra fattigdom og vold i Mali og Niger.

Mange forsøger at rejse ind i Libyen for at komme videre til Europa, mens andre ender med at blive i Libyen og Algeriet.

Algeriet er begyndt at hjemsende hundredvis af flygtninge fra Niger i overensstemmelse med en aftale, som landet er nået frem til med den nigerske regering.

/ritzau/Reuters