180 kilo narko lå gemt i kajakker i Sydney

De australske myndigheder har beslaglagt pakker med metaamfetamin til en værdi af over 880 millioner kroner.

Den hårde narko lå skjult i kajakker fra Kina, og fire personer fra Taiwan og en australier er blevet anholdt, siger politiet ifølge Sky News Australia. Politiet har i alt beslaglagt 183 kilo metaamfetamin, lyder det.

Det var en røntgenskanning af en container fra Kina, der afslørede den ulovlige last. I 19 ud af 27 kajakker lå pakker med metaamfetamin. Narko-lasten blev opdaget i Sydneys containerhavn.

Tre mænd og en kvinde, der angiveligt skulle afhente stofferne, er blevet anholdt. En femte person, en 32-årig mand fra Australien, er også blevet lagt i håndjern. De risikerer op til 15 års fængsel.

- Det her er en godt eksempel på, at myndighederne arbejder sammen for at identificere og stoppe kriminelle, som forsøger at importere stoffer til Australien, siger Ray Johnson fra det australske politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge de lokale toldmyndigheder blev de 183 kilo narko fundet i et vandtæt område i kajakkerne. Der var også gemt en række redningsveste, som angiveligt havde til formål at aflede myndighedernes opmærksomhed, skriver Sky News Australia.

- Man kan sige, at ethvert element, der kommer ind ind i Australien, kan blive brugt til at skjule narkotika i, siger tolddirektør Tim Fitzgerald ifølge Sky News Australia.

- I lufthavnene har vi tidligere set narkotika blive skjult inde i surfbrætter, tilføjer han.

Ifølge Tim Fitzgerald har toldmyndighederne fundet mere end et ton metaamfetamin i enten flydende eller krystallisk form i løbet af de seneste 14 måneder.

/ritzau/

Dagens Gossip