180 skal prøvesmage flymad til messe i Herning

Flymad har ikke altid det bedste rygte. Men det har Spies' eget flyselskab Thomas Cook Airlines gjort noget ved. På de omkring to millioner madbakker, som selskabet serverer hvert år, er der blandt andet økologisk pålæg fra Hanegal ved Silkeborg og boller og rugbrød fra det kendte bageri Lagkagehuset.

På rejsemessen ”Ferie for Alle” i Herning i den kommende weekend inviterer flyselskabet 180 udstillingsgæster til at testsmage flymaden. På Spies' stand er opbygget en mindre flykabine med flystole. Her serverer stewardesser og stewards mad og drikke for de interesserede.

- Vores gæster på ferieudstillingen vil bl.a. kunne nyde to nye såkaldte RoyalMenuer, som kan tilkøbes på alle vores flyvninger fra Danmark. På bakkerne finder man en fireretters menu med blandt andet oksemørbrad i dijonsauce med flødekartofler eller torskefilet med hummersauce med svamperisotto. Måltiderne serveres på porcelænsservice, fortæller kommunikationschef Torben Andersen.

Ni ud af 10 Spies-gæster bestiller mad til flyrejsen. Når turen går hjem efter endt ferie, er det stadig platten med sild, dyrlægens natmad, frikadelle og godt rugbrød, der er det foretrukne måltid - suppleret med en øl og en snaps til.

Dagens Gossip