188 lande støtter FN-fordømmelse af USA's Cuba-embargo

Skrevet af admin

29/10/2013

Mest læste i dag

USA står efterhånden meget alene med sin fem årtier gamle handelsembargo mod Cuba.

Hele 188 lande i FN's Generalforsamling støttede en fordømmelse af amerikanernes embargo, da forsamlingen tirsdag for 22. gang vedtog en resolution om det amerikanske importforbud af cubanske varer.

Kun USA og ét andet land, Israel, er modstander af resolutionen, der bærer titlen: "Nødvendigheden af at slutte den økonomiske, kommercielle og finansielle embargo pålagt af USA mod Cuba".

Sidste år var i alt tre lande - USA, Israel og stillehavsstaten Palau - modstandere af embargoen ved en afstemning om en lignende resolution i FN.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde, før han tiltrådte i januar 2009, at han ville forsøge at forbedre den mangeårige fjendtlige relation til Cuba, men det er ikke sket.

Det har skuffet den cubanske regering.

- De menneskelige omkostninger af den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade, pålagt af USA, er så store, at de ikke kan opregnes, siger Cubas udenrigsminister, Bruno Rodriguez, til FN's Generalforsamling.

- Embargoen skaber nød, og den udgør et massivt, åbenlyst og systematisk brud på menneskerettighederne, tilføjer han.

USA indførte handelsembargoen i 1960, året efter at den cubanske revolution med Fidel Castro i spidsen fik væltet den amerikanskstøttede diktator Fulgencio Batista.

/ritzau/AFP