19-årig dømmes for trafikdrab: Kørte stærkt i tæt tåge

Skrevet af admin

19/08/2015

Mest læste i dag

En 19-årig mand skal halvandet år bag tremmer for at have været skyld i en 22-årig mands død på Asåvej ved Asaa i april.

Det har Retten i Hjørring besluttet, skriver nordjyske.dk.

Den 19-årige mand var tiltalt for flere brud på færdselsloven, deriblandt spirituskørsel og uagtsomt manddrab.

Ulykken skete klokken 01.31 natten til lørdag 11. april.

En 22-årig mand fra Præstbro omkom, da to biler - den ene med den 19-årige bag rattet - stødte sammen.

Først sagde politiet, at tæt tåge kunne have været årsagen til, at de to unge mænd ikke så hinanden, før det var for sent.

Men undersøgelser viste, at den nu dømte mand havde en alkoholpromille på 0,94.

Ifølge nordjyske.dk erkendte han, at han siden middagstid samme dag havde drukket 10 øl af almindelig pilsnerstyrke. Han erkendte også at have kørt cirka 100 kilometer i timen på strækningen, selvom det både var mørkt og meget tåget.

Politiets bilinspektører har ifølge nordjyske.dk fastslået, at han kørte mellem 95 og 110 kilometer i timen i meget dårlig sigtbarhed.

Den 19-årige har valgt at tage betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen, skriver anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi på Twitter.

/ritzau/