19-årig fængsles for overgreb mod lille pige i Skibby

I en nordsjællandsk sag om et seksuelt overgreb på en 13-årige pige er en 19-årig mand tirsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Politiet ønsker ikke at frigive detaljer om sagen, og grundlovsforhøret er foregået bag lukkede døre.

- Der er rejst sigtelse efter paragraf 222 stk. 1 i straffeloven, fortæller anklager Stinne Ruby til Ritzau.

Paragraffen drejer sig om samleje med en person mellem 12 og 15 år.

Manden er også sigtet for voldtægt.

Forbrydelsen er ifølge sigtelsen sket i Skibby i Hornsherred og er foregået natten mellem søndag og mandag.

I Retten i Hillerød valgte dommeren at lukke dørene til grundlovsforhøret af hensyn til pigens alder og af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip