19-årig gik amok med Kalashnikov-gevær i sydfransk by

Den 19-årige mand var bevæbnet med et Kalashnikov-gevær, som han rettede mod forbipasserende på en vej i Istres. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Et af ofrene var en mand på omkring 60 år, som blev fundet død ved rattet i sin bil. De øvrige ofre var to mandlige fodgængere på henholdsvis 35 og 45 år.

Derudover blev en 55-årig kvinde lettere såret, da en kugle fra geværet snittede hendes ene øre.

Øjenvidner tilkaldte politiet, der anholdt den 19-årige, som kort forinden havde smidt geværet i en grøft.

Et øjenvidne fortalte, hvordan den 19-årige var gået omkring med sit gevær »som om, han var på jagt«.

»Da en bil kørte forbi, løftede drengen geværet og sigtede mod bilisten. Heldigvis var der ingen i rundkørslen forude, og bilisten standsede ikke. Det reddede hans liv,« fortalte øjenvidnet ifølge AFP.

Indenrigsminister Manuel Valls, der havde meldt sin ankomst ved gerningsstedet torsdag aften, beskriver drabene som et »meget foruroligende eksempel på Frankrigs våbenproblemer«.

»Det er meget bekymrende. Det peger igen på problemet med mange våben i omløb,« sagde han ifølge AFP.

Ifølge lokale politikilder er der intet, der tyder på nogen forbindelse mellem gerningsmanden og ofrene.

»Der er intet, der antyder, at der skulle være en forbindelse mellem manden og hans ofre,« sagde den stedlige politileder Jean-Paul Bonnetain ifølge AFP.

Dagens Gossip