19-årig i kritisk tilstand efter bandeskud

- Hans tilstand er fortsat kritisk.

Sådan lyder meldingen fra vicepolitiinspektør Lau Thygesen, om den 19-årige mand, der torsdag aften blev skudt i hovedet under et formodet bandeopgør på Lundtoftegade på Nørrebro.

Allerede torsdag aften, var Thygesen overbevist om, at der var tale om et banderelateret skyderi.

- Det lugter langt væk af det. Der bliver afgivet en række skud, og et gerningskøretøj er blevet smidt og afbrændt. Vi er temmelig sikre på, at det her er banderelateret, fortalte han kort efter episoden.

Fredag efterlyser politiet vidner, der har set den Audi Stationcar, som blev brugt af gerningsmændene - bilen er stjålet og har været væk i tre måneder.

- Vi ved, at den blev stjålet i Nordvestkvarteret i København for tre måneder siden, så vi leder efter personer, der har set den parkeret et sted, siger Lau Thygesen.

Bilen har registreringsnummeret HG 21.305. Vicepolitiinspektøren formoder, at den har holdt parkeret det samme sted det meste af tiden, siden politiet ikke har fundet den eller stoppet den på gaden.

- Vi aner ikke, hvor den har holdt, så det er vi meget interesseret i at høre, hvis nogen ved, siger Thygesen.

Fredag aften inviterer Borgerinitiativet på Nørrebro interesserede til at møde op på Lundtoftegade til en ikke-voldelig markering af, at beboerne ønsker et fredeligt Nørrebro. Der vil være kaffe og kage under sloganet "Nørrebro Tager Gaden Tilbage".

/ritzau/

Dagens Gossip