19-årig i kritisk tilstand efter skud

Den unge mand, der blev ramt af et skud i nakken torsdag aften i København, ligger søndag fortsat i koma på Rigshospitalet.

- Hans tilstand er kritisk, siger vicepolitiinspektør Lau Thygesen, der leder efterforskningen.

Muligvis gjorde den 19-årige en slags vagttjeneste, da han blev skudt ned på Lundtoftegade på Nørrebro.

Hårdt såret blev han fundet på et grønt areal mellem to blokke. Han var iført en skudsikker vest og havde også en walkie-talkie på sig.

I alt blev der afgivet over 30 skud, og politiet mener, at der blev skudt tilbage mod angriberne.

De flygtede i en sort Audi stationcar, som blev kørt til Gladsaxe og stukket i brand på Mørkhøj Parkallé.

Bilen var stjålet og havde HG 21 305 på nummerpladen. Københavns Politi har appelleret til eventuelle vidner, der har set bilen før eller efter skyderiet om at henvende sig.

På alle måder ligner forbrydelsen et opgør mellem personer i bandemiljøet, men hvad motivet kan være har politiet ikke sikker viden om endnu.

I samme gade blev der i marts affyret over 20 skud, da to grupper tørnede sammen. Dette opgør kunne ifølge en af politiets teorier måske forbindes til hashhandel.

Den sorte Audi kan i øvrigt være interessant i forhold til politiets efterforskning af flere bandeskyderier, skrev ekstrabladet.dk i weekenden.

Netop en sort Audi blev efterlyst efter et skyderi søndag 7. april. Ved den lejlighed blev en 26-årig mand såret, da der blev affyret cirka 20 skud mod den bil, han var passager i.

Dette drabsforsøg foregik formentlig et eller andet sted i Hvidovre og efterforskes af Københavns Vestegns Politi.

Betjentene foretog senere om aftenen 7. april anholdelse af omkring 15 unge mænd, der var mødt op i området ved Bispebjerg Hospital.

Flokken, der forbindes til bandegrupperingen Brothas, blev sigtet for medvirken til drabsforsøg - men alle blev løsladt på grund af mangel på bevis.

/ritzau/

Dagens Gossip