19-årig: Jeg blev presset til prostitution

Skrevet af admin

15/06/2015

Mest læste i dag

En mand truede med at tæske hendes ven, hvis hun ikke kom tilbage til Danmark for at arbejde.

Det har en 19-årig bulgarsk kvinde fortalt mandag i Københavns Byret.

I Danmark var hun blevet gravid, men i januar sidste år tog hun tilbage til hjemlandet for at føde sit barn. Nogen tid efter fødslen rejste hun igen til Danmark.

- Jeg forlod mit barn, da det var to-tre måneder gammelt, siger den spinkle, mørkhårede kvinde.

Arbejdet bestod i at sælge sex på Vesterbro. Det foregik på det sted, hun kalder "den bulgarske ståplads" - ikke så langt fra den store politistation.

Ifølge anklagemyndigheden er hun offer for menneskehandel. En bulgarsk familie - far, mor og søn - samt to tyrkiske mænd er tiltalt for at have rekrutteret og udnyttet hende og andre til blandt andet prostitution.

På Hovedbanegården i København blev hun afhentet, og hun afleverede sit id-kort. En af mændene købte tøj til hende.

Under afhøringen kigger den 19-årige på fotografier af tre kvinder på Vesterbro.

- Hende dér er død, udbryder hun om en af dem.

- Er de alle prostituerede, spørger senioranklager Sonja Hedegaard.

- Der er ingen af de piger, der er dydige, lyder svaret hurtigt.

Hver formiddag blev hun kørt hen til "ståpladsen." Ofte var en af de tiltalte i nærheden. Kunne hun gå, hvorhen hun ville?

- Jeg kunne godt gå længere ned ad gaden, siger hun og peger på et fotografi. Nogle gange var det også i orden at drikke kaffe på et kaffested.

- Når klokken var fem, kom han og hentede mig, siger hun om en eftersøgt mand. Det blev til mellem fem og 10 kunder dagligt. Pengene blev afleveret til de tiltalte, forklarer hun.

Den unge kvinde bliver udspurgt om sin baggrund i Bulgarien. Hun voksede op hos en bedstemor og tiggede jævnligt om penge i basaren. Moren var prostitueret. Selv begyndte hun som 13-årig at arbejde på samme måde.

De tiltalte beskyldes også for at have giftet hende med en mand, som dermed uberettiget kunne få ophold i EU. Papirarbejdet skete i Malmø, hvor den ene af de tiltalte bor.

Da hun bliver vist forskellige dokumenter, bliver hun vred.

- Hvordan kan man gøre sådan noget? Kan man tjene penge bag andres ryg? Jeg er ved at blive skør, siger den 19-årige, der ikke kan læse eller skrive.

De tiltalte nægter sig alle skyldige. Under sagen afspilles også en række telefonaflytninger. Dommen ventes ud på efteråret.

/ritzau/