19-årig kvinde røvet af sovende mand i Billund

En 19-årig kvinde var i nat ved 1.30-tiden på vej hjem fra byen i Billund, da hun så en mand sove på en bænk på Hovedgaden.

- Hun vækkede manden, fordi hun syntes, det var lidt koldt at sove udenfor, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til dagens.dk.

Det kvitterede manden med at frarøve kvinden både en pung og mobiltelefon.

Manden beskrives som cirka 30 år, 190 centimeter høj, almindelig af bygning, fuldskæg og han talte engelsk. Han var iført en arbejdsjakke, cowboybukser og hvide sko.

Sydøstjyllands Politi modtager gerne henvendelser fra eventuelle vidner på 1-1-4.

Dagens Gossip