19-årig overfalder betjente efter husspektakel

En 19-årig mand fra Esbjerg gik tidligt søndag morgen bersærk, da to betjente dukkede op på hans adresse for at undersøge en anmeldelse om husspektakler.

- Det er den unge mands mor, der ringer til os klokken 5.55 og siger, at hun ikke kan styre ham. Så vi sender en patrulje af sted, siger vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Da politiet ankommer til adressen på Drosselvej i Esbjerg, kan betjentene næsten heller ikke styre den vrede 19-årige.

- Én betjent får en skalle, og den anden bliver sparket. Så de må bruge peberspray mod manden for at pacificere ham, siger vagtchefen og fastslår, at den 19-årige ikke var ædru, da han blev anholdt.

- Det kan man ikke påstå, siger han.

Om han var påvirket af alkohol, stoffer eller begge dele vides ikke.

Den unge mand er søndag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for vold mod tjenestemænd.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV