19-årig skyldig i at stikke mand ned på Avedøre Station

Skrevet af admin

10/02/2016

Dagens topnyheder

Et skænderi på Avedøre Station i maj 2015 udviklede sig skæbnesvangert, da en 18-årig mand tog hætten over hovedet, trak en kniv frem og stak en 37-årig mand i brystet seks gange.

Han blev ved Retten i Glostrup onsdag kendt skyldig i forsøg på drab og skal nu seks år i fængsel.

- Han havde forinden trukket kniven og hætten op og handlede derfor med forsæt. Han måtte have anset det for sandsynligt, at manden ville dø, sagde dommeren.

Anklageren lagde vægt på, at der havde været tale om "fuldstændig meningsløs" vold, og at den dømte i forvejen havde en kniv på sig.

- Konflikten er meningsløs. Overfaldet ville aldrig have udviklet sig, som det gjorde, hvis den tiltalte ikke på et tidspunkt havde besluttet sig for at bære en kniv, sagde anklager Katja Nøhr Kelbæk.

Det var retten og nævningene enige i.

- Det er helt umotiveret og meget voldsomt, lød det ved afsigelsen af dommen.

Den 18-årige var stærkt bevæget i retten, hvor mange pårørende var dukket op.

- Jeg vil bare sige, at jeg er rigtig ked af hele situationen, og hvis jeg kunne lave det om, ville jeg gøre det med det samme, sagde han med tårerne løbende ned ad kinderne.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor ondt det stadig gør indeni. Jeg græder hver nat, fordi jeg ikke har min familie omkring mig længere.

Han valgte i samråd med sin forsvarer at anke dommen til frifindelse ved landsretten.

- Vi er helt uenige i dommen, siger forsvarer Kristian Braad Jensen:

- Beviserne peger i anden retning.

Den nu drabsdømte var sammen med en jævnaldrende ven, da overfaldet skete.

Vennen blev kendt skyldig i vold, men blev frifundet for at have medvirket til drabsforsøg. Han blev dømt tre måneders fængsel, hvoraf 60 dage er gjort betinget.

De to teenagere løb tilfældigt ind i de to andre mænd en nat efter en bytur på Avedøre Station. De kendte ikke hinanden i forvejen.

/ritzau/