19 anholdt efter spontan fest på Jagtvej 69

19 personer blev anholdt, da politiet lørdag aften rykkede ud til en spontan fest arrangeret af folk fra det autonome miljø på Ungdomshusets tidligere adresse på Jagtvej 69 i København. Det oplyser Københavns Politi.

»De samledes for at manifestere sig selv og spille musik og lave bål. Vi fik klager over musikken, og bålet blev så stort, at vi bad dem om at forlade stedet,« siger vagtchef Henrik Olesen fra Københavns Politi.

19 personer blev anholdt. 18 for brud på ordensbekendtgørelsen og en enkelt for at forsøge at befri en anholdt.

Festen på den tomme grund startede lørdag aften omkring klokken 20 og sluttede ifølge politiet omkring klokken 2.

De 19 anholdte personer var søndag morgen ved at blive løsladt, oplyser politiet.

Dagens Gossip

Dagens TV