19 dræbt: Bus rammer 40 år gammel landmine

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Mindst 19 personer har fredag mistet livet i det vestafrikanske land Guinea-Bissau, da en bus kørte på en gammel landmine, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge politiet skete ulykken, da den overfyldte minibus ville køre uden om en stor vandpyt på en smal vej i den nordlige del af landet cirka 70 kilometer fra hovedstaden Bissau.

Foruden de dræbte blev 10 andre passagerer såret. Tre personer, heriblandt chaufføren, slap uden skrammer.

- Bussen var overfyldt. Jeg sad på taget sammen med andre passagerer, da vi hørte et højt brag. Bussen blev delt i to, siger en af de overlevende ifølge AFP.

Eksplosionen var så kraftig, at mange af ofrene blev slynget ud på nærliggende marker, fortæller vidnet.

Et minerydningshold fra hæren undersøger nu ulykkesstedet for at finde frem til, hvilken mine der forårsagede eksplosionen.

Den kan muligvis dateres tilbage til landets kamp for uafhængighed fra Portugal for 40 år siden, lyder det fra militærkilder til den nationale radiostation.

Den portugisiske kolonihær efterlod i omegnen af 4000 antipersonelminer i Guinea-Bissau, da den trak sig ud i 1974 efter 14 års krig.

/ritzau/AFP